Om Thorshammer
Thorshammer har over 25 gode år på bagen. En idé fra en lille vennekreds blev i løbet af et par år bæredygtig og endte med at samle 20 familier med et fælles mål om at lave et fællesskab hvor der skulle være plads til alle.
Det første spadestik blev taget i 1985 - og efterår 86 flyttede de første Thorshamre ind i et nybygget andelsboligforening, som de første af sin slags her i Skive området. Det var en god blanding af unge, børnefamilier, enlige og folk over børnestadiet - lærere, pædagoger, selvstændige, bibliotekarer, apotekere - kort sagt et billede af samfundet.
Siden stiftelsen har Thorshammer udviklet sig sammen med de mennesker som bebor stedet. Idealismens ukuelige kampånd findes nu I en mere modereret form, men fokus er stadig på det gode samvær og respekt for den enkelte.
Thorshammer anno 2011 tæller faktisk stadig oprindelige beboere i ca. halvdelen af boligerne hvilket har været med til at værne om de grundværdier bofællesskabet tog sit afsæt i. Men Thorshammer har løbende taget imod nye beboere og tilpasset sig nye ønsker og krav for at opfylde kravene til et velfungerede bofællesskab.


